Alle Helgen

Her er en artikel fra en pilgrim, jeg har lyst til at dele. Den er skrevet af Lisbeth Pilgaard

Min første vandring

Jeg sidder i Ry Kirke med min rygsæk på bænken blandt ca 20 andre pilgrimme. I rygsækken har jeg medbragt en god madpakke og en flaske vand. Jeg er forventningsfuld og spændt, men der er en særlig ro i kirken, som jeg indånder. Jeg sidder her på bænken på vej ind i mit kommende speciale. Jeg er fysioterapeut og har gennem 17 år arbejdet med og interesseret mig for forbindelsen mellem krop og sjæl. Lige nu er jeg i gang med en kandidat i diakoni på Århus Universitet. Jeg skal indsamle min første empiri i dag, en deltagende observation af en pilgrimsvandring, og jeg skal interviewe pilgrimspræsten Elisabeth Lidell. Jeg ønsker med mit speciale at undersøge pilgrimsvandring og belyse om der er en sammenhæng med diakoni. Dette vil jeg gøre ved at foretage kvalitative interviews af henholdsvis en pilgrimspæst, en diakoni præst, et bestyrelsesmedlem af Danske herberger langs hærvejen, og pilgrimme selv.

Vi synger et par salmer i kirken og Elisabeth taler om Allerhelgen, beder og velsigner os.

Elisabeth sætter en øvelse i gang, om at tale om en kær afdød to og to, imens vandringen går derudaf. Vi har en person der leder turen.

Jeg har nu aftale om at interviewe Elisabeth imens vi går. Jeg bliver meget berørt af hendes fortælling og mærker ægtheden i hendes historie. Det inspirerer mig… Der er hjerterum og sjæl i ordene hun formulerer. Den rejse hun selv har været på, har skabt en forandring. Pilgrimsvandring har forandret hendes liv. Hun har forandret pilgrimsvandringen i Danmark og udbredt den til hver et sogn. Hun er trådt sig selv nærmere, og oplever fællesskab med menigheden, og jeg er ikke i tvivl om at hun trives i rollen som pilgrimspræst.

Jeg får lyst til at rejse afsted på Caminoen og vandre og mærke de syv pilgrimsord i hjertet, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, langsomhed, stilhed, spiritualitet og fællesskab.

Vi ankommer til en plads i skoven ud til Gudenåen og stiller os i rundkreds. Nu skal vi gå i stilhed til næste stop.

Vi bevæger os ind i skoven, ser de falmende blade svæve mod jorden, går på en lang række mens regnen blidt drypper ned fra himlen. Stilheden omslutter os, og efterårsfarverne bliver lige som tydeligere, nu hvor stilheden taler. Alt virker mere enkelt… jeg trives i stilheden og føler mig hjemme.

I Allinge Kirke går vi holdt og spiser madpakker. Der er varme på i kirken, hvilken luksus.

Elisabeth holder et nadverritual ved alteret. Vi samles og smager på brødet og vinen. Vi beder sammen og vi synger en sang. Der er 4 gæster med fra Irak, flygtninge, som oversætter for hinanden. De synger en sang for os og fortæller om deres dåb. Jeg ser i deres blik, at de er glade for at være med i fællesskabet. Det gør mig glad og bevæget.

Nu vandrer vi videre og finder en makker, og taler om vores egne minder om vores dåb og betydningen af denne. Jeg finder mit eget selskab og tænker, at jeg kan føre en monolog, men inden længe inviteres jeg til samtale af en vandringsmand ved min side. Vi taler om minder, barndom og paradoksalt nok, har vi mange fælles historier. Vores opvækst og forhold til dåb minder om hinanden, selvom vi er to forskellige generationer. Det blev en indholdsrig samtale, som gjorde et dybt indtryk på mig. Det var enkle spørgsmål til mig om mig. Jeg stoppede med at bekymre mig. Her var jeg lige med den vandringsmand, jeg havde ved min side. Han åbnede op og fortalte om sit liv, de mennesker han har omkring sig og barndomsminder.

Så enkelt og så smukt…

Vi slutter dagens 12 km tilbage ved Ry kirke. Stiller os i rundkreds og mærker fællesskabet. Vi takker og siger farvel.

Jeg drager hjemad med en pilgrimsvandring i rygsækken, klar til mange flere… Og klar til at undersøge hvad pilgrimsvandringen kan i diakonale sammenhænge.

Tusind tak for en mindeværdig dag.

Lisbeth Pilgaard.