Holy Island Lindisfarne – et pilgrimsmål i Nordsøen

"We are pilgrims on a journey,

Fellow trav’llers on the road;

We are here to help each other

Walk the miles and bear the load."

(Richard Gillard, i ‘New hymns & worship Songs’)

Som øbo, født og opvokset på Ærø er det altid specielt hjemligt at besøge mindre øer. Ikke mindst navnet ’Holy Island’ har pirret min nysgerrighed, så da jeg for nylig blev inviteret til at besøge ægteparret Ruth og Graham Booth, der leder et retrætested på øen, var jeg hurtig til at sige ja tak.

Efter at være landet med fly i Edinburgh præsenterede Skotland sig på bilturen i smuk efterårsdragt. Vi nåede akkurat øen, da tidevandet steg og begyndte at slikke vejbanen og bilens hjul. Jeg er ankommet til Northumberlands kyst i det nordøstlige England. Her er tusindvis af fugle, sorte klipper og klitter ud mod Nordsøen, hvorfra vikingerne hærgede for 1200 år siden. Jævnligt bliver folk fanget af højvandet, hvorfor store plakater advarer de besøgende og råder til at checke tidevandstabellerne på lokale turistkontorer eller via nettet. Blot to gange daglig giver ebben mulighed for at komme til Lindisfarne, som bebos af 120 mennesker i en lille landsby med de typiske grå stenhuse. Her er flere cafeer og småbutikker, et posthus, et par hoteller, B&B-steder, museum samt et par retrætehuse. Et af den er ’Open Gate’, hvis bestyrerpar er mine værter. Det økumeniske ’St. Aidan & Hilda Community’: www.aidanandhilda.org er opkaldt efter missionæren og den senere helgen, St. Aidan, der i 635 kom fra Iona til Holy Island. Her grundlagde han et kloster, hvor han blev prior. I 12 år underviste han præster og vandrede omkring i klitterne og prædikede evangeliet. Han døbte og uddelte nadver fra sit bærbare alter. Her startede kristendommen, og derfor kalder englænderne øen ’kristendommens vugge’. Sådan blev øen åndeligt centrum og valfartssted for pilgrimme gennem århundreder. Selv kan jeg tænke mig at foretage en vandring ad St. Cuthberts Way, 100 km. fra klosterbyen Melrose i Sydskotland gennem et varieret landskab: over marker, heder og åbne vidder østover til Tweed’s flodbred og Holy Island. Især glæder jeg mig til pilgrimsrutens sidste strækning ud til øen, som man kan vade til i bare fødder ved lavvande, markeret med høje pæle i vandet. www.lindisfarne.org.uk

I den anglikanske St. Mary’s Church er der daglig morgen- og aftenandagt samt naturligvis søndagens gudstjeneste efter Church of England’s traditionelle liturgi. Jeg glædede mig over salmens ord:

Come, build the church – not heaps of stone

in safe, immobile, measural walls,

but friends of Jesus, Spirit-blown,

and fit to travel where he calls.

(Brian Wren, I ‘New hymns & worship Songs’)

Kirken ligger i forlængelse af det gamle abbedi, Lindisfarne Priory, hvis stolte ruiner tegner sig markant mod himlen. Nogle få fiskerbåde ligger og vipper på sandet, ventende på højvandet. Udenfor byen knejser en eventyragtig borg, Lindisfarne Castle. Stik vest på den anden side af Nordsøen ligger det sydlige Norge, hvorfra vikingerne hærgede. Holy Island blev det første terrormål for vikingerne, år 793 med et veritabelt blodbad. Munkene må være taget på sengen, helt uvidende om den vildskab og ondskab fra øst måtte de flygte til fastlandet. En del blev taget med tilbage til Norge som slaver. Angrebet blev begyndelsen på 250 års hærgen i Europa. Sidenhen, i det 11. årh. kom benediktinermunke, der grundlagde det mægtige abbedi, der i 400 år husede munke, indtil Henrik den 8. lukkede Englands klostre.

Som skandinav havde jeg en dårlig smag i munden og skammede mig over forfædrenes grusomme hærgen. Som en lille ’bodsgestus’ havde jeg derfor taget en lille statue med som gave til ’Open Gate’. Statuen forestiller Olav den Hellige (995 – 1030), den norske vikingekonge, der undervejs på sine togter mødte den kristne tro, blev døbt og vendte hjem for at kristne Norge. Hans fald i ’slaget ved Stiklestad’ 1013 markerede starten på kristendommen i Norge. Ifølge traditionen oplevede man helbredelsesundere ved hans grav, og allerede året efter hans død blev han erklæret helgen. Siden blev den prægtige Nidaros domkirke bygget www.nidarosdomen.no På kirkens Vestfront er der et hav af ornamenter og figurer, bl.a. Olav den Hellige, som hver sommer bekranses på hans dødsdag den 29. juli. Det var en kopi heraf, jeg bragte med som symbol på forsoning. Statuen befinder sig nu i retrætehusets kapel og minder om vores fælles historie. Meget af vores åndelige arv genkender vi den dag i dag i den keltiske spiritualitet. På samme tid en jordnær og himmelvendt kristendom.

Den besøgende kan med fordel gå en tur i øens naturreservat. Det tager fire timer at gå øen rundt. Her hersker den store stilhed, kun afbrudt af spredte mågeskrig. På øen er det utroligt rigt fugleliv: over 300 arter, bl.a. klyder, stære, rødben, tårnfalke, snepper, måger, edderfugle, hejrer. En gummistøvleklædt muslingesamler vader rundt med sin spand på de glatte, sorte klippesten. På markerne græsser fårene fredeligt, og langs stranden forsvinder fodsporene hurtigt i sandet og leder tankerne hen på vores korte menneskeliv.

Landscape has a secret and silent memory,

A narrative of presence

Where nothing is ever lost or forgotten.

(John O’Donohue, I ‘Anamcara: Spiritual Wisdom from the Celtic World’)

Efter aftenandagten i kirken var jeg inviteret til middag i ’The Vicarage’, hos præsten og hans familie. Her var ild i kaminen og ’Shepherd’s Pie’ på middagsbordet. Det blev en hyggelig aften med samtaler i en skøn blanding af øsladder, kirkeliv og telogi. På vejen hjem hørte jeg en mærkelig lyd. Først troede jeg, det var en ugle, men det var sælerne, der sang i natten og gav næring til de eventyr, der her har udspundet sig…

I bogen ’Give Yourself a Retreat on Holy Island’ (1998) giver forfatteren og præsten Ray Simpson råd til hjemrejsen fra Holy Island: ’Gå ned til havnen og betragt bådene. I kærlighed til Gud sejlede de keltiske pilgrimme derhen, hvor Guds ånd måtte føre dem, ligesom de vandrede derhen, hvor Guds ånd ledte dem. Keltisk inspirerede kristne ser på hele livet som en rejse. Hvorhen ønsker Gud at føre dig denne gang? Hvordan skal du forberede dig? Hvilke bånd må brydes, sådan at du kan blive fri til at tage af sted? Husk, at vi kan være fri i vort indre, selv når det føles, som om vi er i en ørken.

Bådene bruges i al slags vejr til at fange hummere, krabber og fisk; men der er dage, hvor fiskeren ved, at bådene bør ligge fortøjede. I vort liv er der en tid til at sætte sejl, og en tid til at kaste anker.

Se tilbage på dit liv. Prøv at finde ud af, hvor Gud har ført dig hen. På hvilke dage kaldes du til at lette anker, eller til at kaste anker? Nogle mennesker mediterer over den sidste rejse ind i evigheden. Et billede, som ofte bruges på dette er en båd, der roligt lægger til kaj i solnedgangen.’ (min oversættelse)

(artiklen bragt på pilgrimsvandring.dk)