Pilgrimsvandring – Indøvelse i Christendom

På en sognerejse til Det hellige Land i 1998 var vi ude og sejle på Genezareth Sø. Båden var efter sigende bygget som en kopi af de fiskerbåde, disciplene og Jesus havde sejlet i. På turen læste vi beretningen om Jesu vandring på søen (Mat 14, 22-33) og prøvede at leve os ind i situationen omkring år 30 e.Kr. Ved landgang gav kaptajnen os et fornemt stykke papir, der ”autoriserede” os til at bære titlen ”Jerusalem-pilgrim”. Dokumentet var underskrevet af såvel Israels turistminister som Jerusalems borgmester. Jeg husker, at jeg følte det upassende, for vi var slet og ret turister og ønskede ikke at blive prakket en antikveret titel på.

Nu har ordet imidlertid fået en yderst positiv klang for mig, og min vigtigste identitet er at være pilgrim på rejse gennem livet. Men hvad er egentlig forskellen på en turist og en pilgrim? Hvordan kommer man fra distanceret nysgerrighed til overgivelse, hengivelse og fordybelse? Hvordan flytter man sig som den lille Zakkæus (Luk 19, 1-10) fra at sidde og betragte det hele lidt fra oven, fra morbærfigentræet og ”være med på en kigger” – til at skynde sig ned og glad tage imod Jesus? Grænsen er naturligvis flydende, men jeg plejer at svare noget i denne retning:

1. Turistens ydre rejse går fra a til z, horisontalt. Pilgrimmen derimod har den vertikale dimension med: indad og opad. Det, der gør en vandring til en pilgrimsvandring er, at vi beder og holder gudstjeneste sammen. Eller sagt på en anden måde: Som pilgrimme bevæger vi os i troens dimension

2. En turist har ofte ting med hjem, souvenirs og fotos. Om en pilgrim siger man, at pilgrimmen kommer hjem med velsignelsen - og en ændret livsstil

3. En turist bruger som oftest en masse penge, mens pilgrimmen lever enkelt med vægt på livets gratis gaver: naturen, mødet med andre mennesker, kirkekunsten m.m.

Med andre ord: man bevæger sig fra at være tilskuer til at blive deltager. For det er nemmere at flytte sig mentalt, når man bevæger sig fysisk. De fleste mennesker rejser hjem mere ubekymrede og har lært at tage tingene, som de kommer – i tillid til, at det ender godt: man får den hjælp, man har brug for. Som pilgrimme går man sig automatisk til mere tro, og i det flg. fortæller jeg om gruppevandringer. Undervejs får vi lejlighed til at sætte ord på ”det med Gud” i samtaler med andre vandrere, og vi får daglige doser af forkyndelse. En helt ny åndelig dimension kan tage sin begyndelse, og for mange er det starten på en religiøs praksis med bøn og kirkegang. Det ser jeg som en vigtig opgave for mig som pilgrimspræst: at hjælpe mennesker til at bevæge sig fra at være turist til at blive pilgrim.

Før jul havde jeg et møde med tre sjællandske præster på en café i det indre København. Jeg skulle hjælpe dem med at komme i gang med pilgrimsvandring i deres sogne, og efterhånden fik vi talt os mere og mere varme. ”Jamen, det er jo indøvelse i kristendom”, udbrød én af præsterne med henvisning til Søren Kierkegaard. Og jeg svarede, at ja, dét at være på vandring i ydre og indre landskaber er i højeste grad en indøvelse i kristendom. Det, der sker på en pilgrimsvandring er, at vi synger salmer, hører bibelhistorier, beder, mediterer i stilhed over naturens undere og Guds ord og taler med hinanden om det med Gud. Præsten så helt begejstret ud: ”Nå”, indrømmede hun, ”jeg har ellers altid haft noget imod pilgrimsvandring, fordi jeg troede, det var noget individualistisk pjat. Men det jo en fantastisk mulighed for formidling af evangeliet!” Ja, lige præcis, sådan er det:

pilgrimsvandring er i højeste grad en trospraksis. Og nogle gange skal vi have andre referencerammer for at forstå noget nyt – det kan være Bonhoeffer, der ved hjælp af biskop Martin Lind kan åbne øjnene for pilgrimsvandring. Eller det kan være Søren Kierkegaard, som i 1850 skrev sin ’Indøvelse i Christendom’, som den københavnske præst refererede til. At tage på pilgrimsvandring er ganske enkelt at øve sig i en trospraksis.

I vore lutherske kirker i Norden har pilgrimsbevægelsen fået en renæssance, efter at være blevet stoppet ved reformationen. Det havde været sådan, at i middelalderen voksede pilgrimsbevægelsen sig stærkere og stærkere i form af bodsvandringer for at få syndernes forladelse. I en periode deltog store dele af Europas voksne befolkning i valfarter og vandringer. Danske, norske og islandske pilgrimme valfartede ned gennem Jylland til de store pilgrimsmål: Jesu grav i Det hellige Land, apostlen Peters grav i Rom og Sankt Jacobs grav i Spanien (Santiago de Compostela) ibskaller - kammuslinger. Sådan forbandt Hærvejen Danmark med resten af den store verden.

Soldater, købmænd, landstrygere, pilgrimme, røvere, studedrivere og tiggere har benyttet denne hovedfærdselsåre. I daglig tale siger vi Hærvejen, men kært barn har mange navne: Kongevejen, Studevejen og Oksevejen fortsætter sydpå og videre ned gennem Europas vejnet.

Hvis vi drømmer om at vandre på en gammel pilgrimsrute, behøver vi ikke tage til Langtbortistan. Vi kan holde sig til det enkle og nære danske sommerland. Som en hovedfærdselsåre langs den jyske højderyg snor Hærvejen sig gennem marker og skove, over bakker og gennem dale, gennem byer og flækker, over åer og langs søer. Hærvejen er en overset naturperle i det danske landskab, og tillige er den spækket af kultur: fortidsminder, gravhøje, runesten og kirker. Alene på strækningen fra Padborg til Viborg kommer pilgrimmen forbi en snes kirker, der som regel er åbne i dagtimerne. Naturen er på sit smukkeste, og vejkanterne lyser hvidt af vild kørvel. På hedestrækningerne danner den mørkviolette timian mange steder puder mellem lyngen, og hvis vi er heldige, finder vi guldblommens gule blomster. En af de hyppigste fugle i buske og træer langs Hærvejen er guldspurven, hvis sang følger vandrerne. I de øde egne kan man være heldig at se ravnen – der kan være med til at give oldtidsminderne den rette stemning. At vandre på de gamle stier er en dejlig langsom måde at opleve Jylland på.

Lad os nu gå fra den store historie til de små historier! Hver sommer arrangerer jeg en pilgrimsvandring på Hærvejen for 20 mennesker. To uger tager det os at gå de ca. 300 km. op gennem Jylland, fra Padborg til Viborg. Her ligger de 11 herberger langs Hærvejen, ombyggede stalde, som min mand Andreas Blinkenberg er idémand til. Når gruppen mødes på Padborg station, kender vi ikke på forhånd hinanden. Folk har meldt sig til via nettet. 20 forskellige personer, tykke og tynde, unge og gamle, troende og tvivlende, som i de næste 14 dage kommer tæt på hinanden. En sommer var der særlig stor spændvidde i forsamlingen: i den ene ende af skalaen var tre søde indremissionske landmænd fra Skjern-kanten, og i den anden ende af skalaen var tre søde Tvind-kvinder, gamle kommunister, der var meldt ud af folkekirken. Mellem de to grupper blev der ikke udvekslet ét ord; dertil var fordomme og fjendebilleder for store. Nu ville skæbnen, at én af landmændene kom til at ligge i køje overfor én af kvinderne den første aften på herberget ved Kliplev. Vi var gået i seng og lå i mørket i soveposerne, da vi hørte kvinden sige på ærkekøbenhavnsk til landmanden: ”Nå, beder I så og aftenbøn og sådan noget?” ”Ja, det gør vi da”, replicerede han på godt jysk, ”Skal jeg be’ én for dig?” ”Why not?” svarede hun, og vores ører voksede. Da han havde bedt aftenbønnen, sagde hun: ”OK, men hører der ikke en salme til eller noget?” Og så sang han ’Perleporten’ for hende. Jeg synes måske nok, der var overdrevet og begyndte at fnise og krybe ned i soveposen. Men hun fnisede ikke, for der var aldrig nogen, der

havde bedt aftenbøn med hende, og hun kunne mærke, at han var autentisk. De to blev perlevenner resten af turen, og sådan er det på en pilgrimsvandring – med et udtryk af Susanne Brøgger: ”Summen af fælles forskellighed vejer tungere end fimsen af enighed!” Resten af turen var det et ’folkekrav’, at ’de tre tenorer’ sang aftensang kl. 22, når vi var gået til køjs. Det var hver aften et stort øjeblik, højtideligt og smukt. Og jeg tænker, at når Kristus kunne fødes i en stald i Bethlehem ved vor tidsregnings begyndelse, så kan han også fødes i menneskers hjerter i en stald på Hærvejen, i det 21. århundrede. Ordet bliver kød og tager bolig i os (Johs 1, 14). ”Når kristendommen bliver en objektiv viden, mister den sin eksistentielle appel. Man skal rystes, gyses i sin frygt og bæven og mærke kristendommens intensitet.” (Søren Kierkegaard: Antiklimakus/ pseudonymet i ’Indøvelse i kristendom’).

Tit siger folk, der har meldt sig til vandringen: ”Nu håber jeg ikke, det bliver for fromt, for jeg har altså ikke været i kirke, siden jeg blev konfirmeret!” Jeg svarer, at jeg bestræber mig på at være rummelig, men at Guds ord – som der står i Sl 119,105 er – ”en lygte for vor fod og et lys på vor sti.” Og der skal bl.a. læres nye salmer, så repertoiret udvides til mere end ’I Øster stiger solen op’. I Kliplev gamle valfartskirke holdt den lokale præst pilgrimsandagt for os, og hun havde valgt en af de nyere salmer, Lars Busk Sørensens ’Uberørt af byens travlhed’. På trods af den svære melodi var folk vilde med den og ville synge den igen og igen op gennem Jylland. Vi havde et musikmenneske med, Kirsten, og hun øvede mange gange melodien på sin blokfløjte, således at salmen efterhånden blev vores slagsang. Ordene gik os i kroppen. På forhånd havde jeg bestemt, at vi kun skulle besøge en kirke hver anden dag, så folk ikke fik kirkeforstoppelse. Men meget hurtigt blev det et krav: pilgrimmene VILLE ind i alle de kirker, de kunne komme til. Og hver gang skulle vi synge salmen:

Uberørt af byens travhed og trafikkens tunge brus,

Som en helle midt i larmen står det underligste hus.

Stilhed, der er livets egen, overdøves dagens krav,

Her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.,

Her har dagen evighed,

Her har kærlighed sit sted,

Hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,

Og da føler vi en stund,

At vi står på hellig grund,

Og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. (DS 331, 1)

Sådan fik 20 pilgrimme lært en ny salme!

John er en 60årig englænder, bosat med sin kone i Skotland. Han havde mailet til mig og spurgt, om han måtte komme med på pilgrimsvandring på Hærvejen. Han fløj over og mødte os andre på Padborg station. John er en kraftig mand, med godt humør og god sangstemme. Efter et døgn meddelte han flg.: ”I didn’t know this was a religious thing!” Godt nok havde han brugt Googles oversættelsesprogram til min præsentation af turen, men han havde åbenbart ikke fæstet sig ved de daglige andagter og meditationer. Imidlertid tog han det med godt humør med ordene: ”I am a curious man!” Så selvom han var ateist, ville han tage turen som en oplevelse og få det bedste ud af det. Da vi kom halvvejs, til Jelling og runestenene, skulle vi deltage i søndagens gudstjeneste. Aftenen inden mødte jeg præsten, som spurgte, om vores gruppe kunne bidrage med noget til gudstjenesten. Jeg fortalte så, at John var en gudbenådet sanger, men at vi selvfølgelig ikke skulle presse ham og øve åndelig voldtægt, hvis det var ham imod at stå og synge i en kirke. Men jeg spurgte ham, og han sagde ja, ringede hjem til sin kone og bad hende finde ’something religious’,

som kunne passe til lejligheden. Kort tid efter ringede hun op og reciterede Davids Salme 23, som han griflede ned. Da vi kom til søndagens gudstjeneste, og John trådte frem i koret foran det gyldne altervindue, ovenpå resterne af Gorm den Gamle og sang om ”Herren, som er min hyrde og lader mig hvile på grønne enge”, var der ikke et øje tørt. Johns sang var udtryk for hans respekt og rummelighed overfor kirke og kristendom.

Vi var gået gennem Sønderjylland og over Frihedsbroen og var nu kommet til herberget ved Kongeåen. Knap havde vi fået os indlogeret, pakket ud og taget bad, da endnu en vandrer tørnede ind. Det var en ung tysk soldat med kæmpestor oppakning. Jeg hilste på ham, og han fortalte, at han til daglig var ansat som minerydder i Den botniske Bugt; han skulle kort og godt dykke ned og afmontere dem. Et farligt job, som han nu skulle holde lidt ferie fra. Jeg undskyldte, at vi var så mange, håbede ikke, at han ville føle sig klemt på herberget og inviterede ham til at spise med. De takkede han ja til, ligesom han også deltog i aftensang og næste dags morgensang. Så spurgte han, om han måtte slå følge med os et par dage, inden han skulle hjem. Det fik han selvfølgelig lov til, og han var et meget positivt indslag i gruppen, talte med folk og blev en del af fællesskabet. På herberget Ølgård på Randbøl Hede tog han afsked med os, forlod os om morgenen og gik i forvejen gennem Vejle Ådal til Jelling, hvorfra han skulle tage toget tilbage til Tyskland. Den dag gik vi bogstaveligt i hans fodspor; det store støvlenummer, som vi tydeligt kunne se aftegnet i den sandede hedejord. Pludselig slog det mig, at det på en måde var Kristus, der havde slået følge med os – som i Emmaus-beretningen (Luk 24, 13-35) eller som ved Genezareth Sø, hvor Jesus stod og grillede fisk ved bisciplenelet, da de lagde båden til. Ingen af dem turde spørge ham: ”Hvem er du?” For de vidste, at det var Herren.”(Joh 21,12). Sådan åbnede Bibelens historier sig konkret for os.

Ved Vrads Sande for vi vild. Efterhånden synes ellers selv, at jeg var blevet ganske god til at finde vej nu, hvor jeg hver eneste sommer går ad den 1000-årige rute. Første gang – det var på cykel med familien - viste min mand vej, og jeg fulgte bare med. Anden gang var jeg så heldig at have nogle personer med, som var rigtig gode til at læse kort og kunne finde vej. Men da vi gik i november måned, hvor det tidligt bliver mørkt, kom vi i tvivl om vejen. Vi skulle overnatte på et hestestutteri i Sepstrup og rodede rundt med pandelamper og lommelygter og kunne ikke finde ud af, hvor vi befandt os på kortet. Pludselig kom en jogger løbende. Han vidste præcis, hvor vi var og gik ½ km. ekstra for at vise os vej. Han udpegede en gård et stykke væk; vi kunne se de forjættende lys skinne ud af vinduerne. Så var han pludselig væk igen, som en engel, sendt fra himlen med hjælp til os. Så stavrede vi ellers over marker og hegn, og jeg tænkte på ordet ’pilgrim’, der netop betyder ’én, der går over marken’. Her ved målet for dagens etape, ved vejs ende var vi trætte, og det værkede i kroppen, men hvor var det dejligt, at der var et sted, hvor vi var ventet med lys og varme og mad. Jeg fik den association, at sådan er det sikkert også, når vores jordiske vandring er slut og vi skal lægge pilgrimsstaven fra os, som det hedder i en salme (DS 764, 3). Så er vi måske også trætte og udmattede, og hvor er det godt at vide, at der så er én, der venter os ved de store herberg ved livets flod, hvor vi skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob! (Mat 1, 11 b) Sådan kan den ydre fysiske vej hjælpe os med at sætte ord på vores ultimative mål, rejsen til vort fædreland (DS 402, 7), som Grundtvig udtrykker det i en salme.

På en pilgrimsvandring risikerer man at komme i dybden og få kontakt med det, der er svært. Skyld, skam og tilgivelse bliver et emne. Undervejs har vi også skriftemål. Det kan foregå i en lysning i skoven eller ved en sø. For selv om vi lever i en tid, hvor skyldbevidstheden er i tilbagegang, kan vi under komplicerede livsforhold mindre end nogensinde løbe fra vores skyld.

Det er Jesus Kristus, der har givet sin kirke fuldmagt til at forlade synder. Tilgivelsen kan være helende og give ny livskraft. Forholdet til Gud genoprettes, mennesker sættes fri. Og efter at have lagt stenene, byrderne i et kors på stien modtager vi syndernes forladelse med håndspålæggelse. Den efterfølgende boblende glæde og frihed minder om perlende champagne og giver en helt konkret erfaring af evangeliets befrielse.

Minsandten om det ikke skete igen: på Randbøl Hede for vi også vild. I forvejen er det én af de længste strækninger, og jeg var selvfølgelig flov over at have udsat gruppen for unødige kilometer. Men så fortalte én af før omtalte landmænd, at han i sine unge dage havde tjent på en gård dér i nærheden, og han ville ringe og høre, om de var hjemme og gav en kop kaffe. De var de, og fra fryseren fandt husmoderen et imponerende udvalg af hjemmebagte boller og kager frem, og vi blev fyrsteligt beværtet. Denne gæstfrihed, generøsiteten åbner vore hjerter for hinanden og for Gud. Ja, gæstfriheden er en vigtig del af den kristnes liv, jf. Hebræerbrevets ord: ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster” (Hebr 13,2). Gæstfrihed er en del af Guds væsen; Gud har plads til enhver, jf. Jesu ord (Joh 10) ”Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile

Hvert år har jeg på forhånd sendt mail ud til samtlige præster og menighedsrådsformænd langs Hærvejen og fortalt, hvilken dag vi vandrer igennem deres sogn, at vi glæder os til at besøge deres kirke. Samtidig inviterer jeg folk fra sognet med på vandring en enkelt dag, så de får mulighed for at opleve pilgrimsvandring, ligesom vi får lejlighed til at høre om, hvordan det er at være grisefarmer i Sønderjylland – eller lærer på Silkeborg-egnen. Vi kan gensidigt indvie hinanden i tanker og refleksioner om pilgrimsvandringens betydning for vort (tros)liv. Det er en model, jeg har lært i Sverige og Norge, hvor de er rigtig gode til at åbne op for ’fremmede’. Håbet for Hærvejen som pilgrimsvej er - som på Caminoen i Spanien, at de lokale bliver venligt stemt over for fremtidens forhåbentlig mange pilgrimsvandrere og modtager dem positivt på deres egn. Næsten hver dag har vi lokale beboere med på vandring – varierende i antal fra to til 20. Ofte får vi gensidigt en vedkommende snak om eksistentielle emner. Sådan deler vi alt med hinanden: livshistorier, plaster, troshistorier, chokolade, nadver. Akkurat som der står om disciplene: ”.. de troende var sammen, og de var fælles om alt.” (ApG 2,44) På den måde bliver gensidig sjælesorg en uundgåelig del af et vandringsfællesskab.

Et sted erfarer vi helt konkret gæstfrihed, og det er i Kragelund, vest for Silkeborg. Her er herberget indrettet i byens ældste bygning, en kampestenslade, der ligger lige ved præstegård og kirke. Her har menighedsrådet besluttet, at kirken skal være døgnåben for de vejfarende, så man kan bruge den f.eks. en sen aften til sin stille andagt – eller om morgenen som gruppens morgensang. Graveren er herbergsvært og kigger ind i stalden til vandrerne, når han manuelt har ringet solen op og ned. At finde kirkens dør åben på denne håndgribelige måde er utroligt vigtigt her i Danmark, hvor alt for mange kirker desværre er låst og lukket. I Kragelund forstår man ligesom bedre Jesu ord: ”Jeg er døren, den, der går ind gennem mig, skal finde græsgange” (Johs 10,9).

Inger havde været med på mange af mine vandringer, både i Spanien og i Danmark, og hun havde også hjulpet som ’bilgrim’. Hun er det, man kan betegne som kulturkristen, en pensioneret oversygeplejerske med et åbent og hjælpsomt sind. En ting kunne hun dog ikke deltage i, og det var den ugentlige nadver, som jeg plejer at holde i en skov, på en eng eller i en kirke. Det var ligesom for meget for hende, måske for fromt; i hvert fald syntes hun, at hun skulle forstå, hvad nadveren handlede om, før hun kunne tage del i måltidet. Det var først engang, hvor jeg inden indstiftelsen pointerede, at Jesus ikke har sagt: ”Tag det og fat det!” – men: ”Tag det og spis det!” Vi behøver

ikke forstå alt, nadveren er et mysterium, en hemmelighed, men vi kan bare tage imod det og tro, at vi ”engang skal kende fuldt ud” (1 Kor 13) Vi skal drages ind i kristendommen, som Kierkegaard udtrykker det. ”Sanseligt blive ført ind i mystikken, troens paradoks.” I vores lutherske kirke er vi fokuseret på hovedet og intellektet og har glemt kroppen, sanserne. Men Kristus skal gå os i blodet, og vi skal blive ’indspist’ med ham! Siden den dag gik Inger til alters.

På sidste sommers pilgrimsvandring var vi på vej nordpå ad den gamle Hærvej, og en dag ved middagstid kom vi til et vejkryds i en plantage, hvor jeg ærligt talt var i tvivl om, hvilken af tre mulige veje, vi skulle vælge. For at vinde tid foreslog jeg pilgrimsgruppen at tage en frokostpause. I mellemtiden håbede jeg at finde ud af kort og skilte, så vi kunne vælge den rette vej videre. Det småregnede, og vi fandt madpakkerne frem under ponchoerne, men under de omstændigheder var det ikke let at læse kort. Efter et stykke tid kom to kvinder vandrende nordfra. Det viste sig, at vi kendte hinanden fra pilgrimsrejser på Caminoen og på Hærvejen, og den ene var just Inger, som jeg lige har fortalt om. Der blev stor gensynsglæde, og de to veninder besluttede også at holde frokostpause sammen med os. Da pausen var ved at være slut, dækkede vi op til nadver ude i skoven, helt simpelt med vin i et trækrus samt en enkelt bolle. Jeg inviterede de to ekstra pilgrimme med. De takkede glade ja, og jeg fortalte Jesu lignelse om det store gæstebud (Luk 14,16-23), hvor invitationerne bliver sendt bredt ud, for Herren vil for enhver pris have sin fest!

Nadverbordet er dækket, og vi behøver ikke føle os gode nok, for lignelsen fortæller jo, at vi alle er indbudt. Gud venter længselsfuldt på hver og en af os. Vi behøver ikke at forstå nadverens mysterium. Nadveren tilbydes os som rejsekost, en næring, som ikke er forankret i os selv, men i Gud.

Det var holdt op med at regne, og lige før indstiftelsen kom endnu tre pilgrimme vandrende, fremmede kvinder. Da vores gruppe fyldte hele vejkrydset ude i skoven, ville vi være nødt til at afbryde gudstjenesten for at flytte os, så i stedet faldt det mig ind at invitere de fremmede med. Som om det var den mest naturlige ting i verden, takkede de ja. Og pludselig foldede lignelsen sig ud, anno 2011: Ved Guds Riges bord er der altid plads til flere.

Efter at have spist os mod og håb til, sang vi salmen med verset:

Herre, du viser os himmelens vej,

Den, som os fører til livet.

Målet er himlen, men jorden vor vej.

Selv går du her ved vor side.

Vis os da vejen, du himmelens Herre,

Og giv os mod til at gå den!

(DS 613, 4)

Vi sluttede med velsignelse, Fadervor og Den hellige Birgittas bøn: ”Herre, vis os din vej og giv os mod til at gå den!”

De ”fremmede” pilgrimme kunne nu fortælle os den rigtige vej videre frem mod Viborg og domkirken dér, hvor maleren Joakim Skovgaard for ca. 100 år siden dekorerede Viborg Domkirke med sine vidunderlige freskomalerier. I kirkerummets søndre korsarm har han malet ”Indbydelsen

til det store gæstebud”, hvor vi igen blev mindet om opfordringen: ”Kom, nu er alt rede!” Den nadver blev for mig højdepunktet på årets pilgrimsvandring på Hærvejen.

Det var den sidste aften på vandringen, og vi havde afskedsmiddag på herberget på Hald. Som sædvanlig sidder vi ved et langt bord, og en pilgrim slår på glasset. Jens er efterlønner efter et langt liv som børnehaveleder i København, bl.a. i en institution for mine egne børn i 80erne. ”Ja”, siger han, ”nu har du jo lært os om bøn, bedt for os og med os, så vi var nogle stykker, der gi i skoven i dag og talte sammen, om ikke du også havde brug for en bøn?” ”Jo, tak” svarede jeg overrasket og glad. Og så stillede Jens sig op ved bordet og bad en bøn for mig og mit virke! Det var for mig årets gave på Hærvejen!

En sådan sommerferie med bøn kan provokere, inspirere og sætte spørgsmålstegn til vores egen trospraksis og livsstil. Efter vandringen udtrykte én af pilgrimmene sig sådan: ”Jeg har nydt fællesskabet, humoren i gruppen og de daglige input, som har givet skub til den indre vandring. Nu ved jeg, hvilken vej jeg skal gå i mit liv!

Endnu en indøvelse i kristendom. Vi kunne også kalde det en udvidet kirkegang med alle højmessens elementer: bøn, salmesang, Bibellæsning, prædiken/udlægning, skriftemål, nadver og velsignelse. Engang havde jeg en kvinde med, som af én eller anden grund var træt af folkekirken. ”Jeg sætter ikke mine ben der mere”, udtalte hun vredt. Men efter turen fortalte hun mig, at hun havde ombestemt sig og derhjemme ville prøve at gå i kirke fem gange i træk for at give det en ny chance. Jeg synes selvfølgelig, at det var en rigtig god idé og bad hende sende mig en mail, når hun var færdig med projektet. ”Det var bedre end forventet”, konkluderede hun – og ”Ja, nu må jeg nok til at kalde mig kirkegænger. For øvrigt en sjov gangart!”

Kirken er os, de levende sten, Guds folk på vandring. En samling mennesker i bevægelse i sol, regn og blæst på Hærvejen, der i et kristent fællesskab erfarer en konkret indøvelse i kristendom.