Beretninger

Beretning fra en Pilgrimsvandring i Frans af Assisi’s fodspor.
 
(Rejsen startede i Assisi d. 25/9 og sluttede i Greccio d.2/10 2010.)
Måske er man nødt til at flytte sig fysisk for at flytte sig mentalt? og hvor kan det foregå mere historisk og smukt end i den hellige Rietidal i Italien? Denne pilgrimsrute blev indviet officielt i 1993 og slutter i Rom.
Med vandrestøvler og rygsæk var vi 22 pilgrimme fra hele Danmark der startede vores tur ved
ved Frans’ gravmonument i domkirken. Frans grundlagde i år 1200 Franciskanerordenen, i Danmark kendt som ’Gråbrødrene’ .Første store oplevelse på denne vandring blev mødet med Fader Theodor, flot i sin lysegrå munkedragt, modtog han os på pladsen foran kirken og i 2 stærkt bevægende timer fortalte han os om sit liv og om livet i en munkeorden.Denne danske mand var som 40 årig taget til Assisi for at se hvad det var folk valfartede til, og mødet blev skæbnesvangert, Theodor følte et kald og har nu været i ordenen i 23 år, og har tænkt sig at dø der på klosteret.
Med Frans under huden
 Således med ’Frans under huden’ var vi klar til at starte selve vandringen, vi gik til de grotter hvor Frans havde skrevet regelsættene, solsangen og andre tekster, vi så det træ hvor Frans talte med fuglene, besøgte det træ som sagnet sagde ’havde bøjet’ sig over ham en dag hvor han vandrede i uvejr. I Italien er Frans en af de mest elskede helgener – og vi oplevede stærke scenarier, når de lokale kom for at bede ved helligdommene.
Selve vandreturen foregik rundt om Rietidalen ,vi gik på gedestier og små veje oppe i bjergene, hele tiden med den mest maleriske udsigt udover dalen, lyset og skyggerne var betagende, man glemte næsten de fysiske strabadser, dem var der mange af, særlig på opadstigningerne, her mødte man næsten sin grænse –, den ældste på holdet var 83 år og havde et højt tempo , han blev min ’ledetråd’  og moralske opbakning hver gang jeg tvivlede på min fysik!! Dagsdistancerne var på 20 km.
Foruden vores danske guide pilgrimspræst Elisabeth Lidell, havde vi 2 naturguider, den ene gik forrest i feltet og den anden bagerst - han drog omsorg for at vi alle kom sikkert ned, desuden havde vi bus og chauffør som fulgte os på hele turen. Overnatningerne var på klostrene i området, nonnerne stod ved receptionen og stod for aftensmaden, enkelt og spartansk. Vi var flere gange heldige at deltage i deres smukke aftenssang, det lød som englekor. Hver dags vandring begyndte med morgenandagt i klostrenes kapeller, og under vandringerne blev der læst tekster skrevet af Frans. Vi gik i en vekselvirkning mellem en times meditativ stilhed og en times samtale om et fastsat emne om tro .
Et højdepunkt
På en af vandringerne oppe i bjergene kom vi forbi et afsides liggende kloster, vi ringede på klokken og var heldige at blive inviteret indenfor. Her boede 2 yngre nonner alene, de havde som målsætning at være gæstfrie mod alle uanset religiøst tilhørsforhold. Klostret var bygget over en af Frans’ grotter, der var hverken elektricitet eller vand, trods det tilbød de ’retræteophold i stilhed’. Vi fik en grundig orientering, rundvisning og blev budt på hjemmelavet hyldeblomstdrik, så blev vi fulgt helt ud til porten og de 2 nonner sang den smukkeste farvelsang for os, og vi kvitterede med vores egen. Mødet gjorde dybt indtryk på alle og blev en af turens højdepunkter. Efter en uges vandring nåede vi til ’Julekrybberne’ i Greccio, Frans lavede her i 1224 verdens første julekrybbe med levende dyr og mennesker. En ydre og en indre vandring nåede i mål, klosterlivet til fods fik sin afslutning.
Jeanie Bruun
Bogense Menighedsråd

 

På vandring i ’Guds Grønne Kathedral’.
-en pilgrimsvandring en uge i juni 2009 ,fra Jelling til Ribe.
Med ønsket om at udfordre og styrke min fysik og min åndelighed, tilmeldte jeg mig Pilgrimspræst Elisabeth Lidells vandring på hærvejen. En oplevelse jeg i dag har svært ved at sætte de rigtige ord på, et indtryk der har printet sig dybt i mig, og en styrkelse af troen,- jeg  bærer det i mit hjerte resten af livet.
Vi var 22 forventningsfulde modne kvinder og mænd der mødte op på herberget i Nørrelide, til en uge i tæt fællesskab, og allerede ved første måltid følte man sig hjemme og godt tilpas, -væk var sommerfuglene i maven.
Programmet lød på dagsvandringer på ca.22 km, i de smukke danske skove, langs markveje, over heden, ved søer, i bakke og i dale. Temaet var de syv pilgrimsnøgler: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab, åndelighed. Vi holdt dagligt 3 små samlinger, med læsninger og salmesang. Vandringerne foregik i vekselvirkning mellem stilhed, eftertanke- og samtaler med en medvandrer om et aftalt tema: din egen dåb, din konfirmation, opbrud i dit liv, både dem der har været og dem der vil komme, taknemmelighed for noget nogen har gjort for dig, eller du har gjort godt for andre, dine oaser/hvilesteder, barmhjertighed som du selv har vist eller modtaget.
Vi kom meget tæt på hinanden denne uge, og vi blev og vedbliver at være ’Elisabeths vandrende menighed’. På vores ture deltog lokale medvandrere, det var meget berigende at høre dem fortælle om lokalområdet, og deres liv der. Vi besøgte alle kirker vi mødte undervejs, præsterne deltog og der blev holdt andagter i de smukke rum. Mødte vi andre vandrere undervejs gjorde vi holdt og sang en smuk keltisk bortsendelsessang for dem: Må din vej gå dig i møde….
Vi overnattede på herberger og i campinghytter, gik til ro kl.22 og stod op kl.7, der blev nedsat 7 madhold, så alle fik en gang i løbet af ugen opgaven med at tilberede aftensmad, morgenmad, og sætte frem til madpakkesmøring. Stor fleksibilitet skulle udvises ved køjevalg, og fordeling af de 2 brusebade – det fungerede upåklageligt, der var på hele turen en fornøjelig stemning, alle hjalp alle, mange sjove episoder opstod. Særlig stærkt står billedet af de seks mænds morgenvækning og godnatsang, de sang så smukt som engle! Ikke et øje var tørt!! Stærke indtryk gjorde også de ritualer Elisabeth arrangerede ude i naturen: nadver, velsignelsen, stenene vi bar med vores bekymringer og lagde i et smukt kors ude på heden, ugens motto, der blev: Det kan nemt gå godt!!!!. Elisabeth delte rundhåndet sine egne tanker, tvivl og oplevelser med os alle, Gud fik en plads i vores hjerter, ’Jeg i dig og du i mig’. –TAK-.
    
’Herre vis mig din vej og giv mig mod til at gå den’
  Jeanie Bruun,
   Bogense.

 

 

Tanker efter pilgrimsvandring på Hærvejen, juni 2008:


Kære alle medvandrere.

Mere end en måned er gået siden vi sagde farvel og på gensyn i Jelling efter en intens uge som pilgrimme på Hærvejen.

Jeg har længe gerne villet skrive. Ved nærmere eftertanke er det nok meget godt, at det først er nu, jeg får sat mig ned og får ord ned på papiret. Jeg kom hjem helt fyldt op med oplevelser og indtryk, som jeg så har gået og fordøjet og taget ind af i den tid, der er gået.

For at vende tilbage til vores tur, så er det svært for mig at sige, hvilken oplevelse, der har betydet mest for mig, og om nogen oplevelse var større end en anden. Det der hele tiden vender tilbage er trygheden ved den ramme, Elisabeth havde lagt omkring den med den daglige rytme og ikke mindst vores samling om aftenen. Det jeg synes var så fint ved den samling, var at hver enkelt kunne sige så meget vedkommende havde lyst til at dele med os andre OG, og at det sagte ikke kunne modsiges eller diskuteres. Hvor tit får vi som mennesker lov til at udtrykke oplevelser og ikke mindst følelser, uden at de straks er genstand for kommentarer.

Med hensyn til pilgrimsordende langsomhed, enkelhed og åndelighed har jeg prøvet at tage dem ind i min dagligdag på den måde, at jeg hver morgen sidder for mig selv i 15-20 minutter, hvor jeg mediterer over Kristuskransen. Kristuskransen fik jeg i april måned og var fra staten glad for den. Jeg havde problemer med jeg-perlen og glædes-perlen. Det var noget af det, jeg fik hjælp til på turen, og det er jeg meget taknemmelig for. Efter at have mediteret læser jeg et lille stykke i Bibelen.

Jeg har i mange år gerne villet læse i Bibelen og har ikke rigtig kunnet finde ud af det. Det er så stor en bog, at den nærmest har virket uoverskuelig. Med et lille stykke ad gangen går det og jeg er rigtig glad for den stille stund, jeg har om morgenen, inden dagen melder sig med alle sine gøremål.

Med dette lille blik til, hvad turen har betydet for mig, vil jeg gerne sige jer alle en stor tak for fællesskab og dejlige samtaler i et trygt og tillidsfuldt rum OG på gensyn!

Mange kærlige hilsener fra

Inger Hald

 

 

Tanker efter pilgrimsvandring på Hærvejen 2006-2007:

Kære Elisabeth
Vel hjemme igen, har jeg i dag, mens jeg stod på en trappestige og malede carport med Pinotex, haft rig lejlighed til at reflektere over dels den sidste vandring og dels pilgrimsvandring i almindelighed.
Jeg kom faktisk til at sætte "det virkelige liv" op over for "det egentlige liv = levet liv". Gøremål i mit liv mangler jeg bestemt ikke, men vandringen, samtalerne, vandringen i fælles stilhed er det, der er kommet til at føles som det betydningsfulde i mit liv, her lever jeg. Det virkelige liv er de pligter jeg har/pålægger mig selv overfor ægtefælle og husdyr i det daglige, børn og børnebørn efter behov og slægt og venner længere ude. Og det der desværre tager mest tid: huslige pligter, såsom oprydning, madlavning, tøjvask og -vedligeholdelse, rengøring, havearbejde, vedligeholdelse af huset osv.

Siden vi for knap 40 dage startede på 2. etape af Hærvejen og hvor der har været 2 pauser på vandringen, har jeg et par gange tænkt på om jeg holdt fri fra det virkelige liv eller det var det omvendte, at jeg tog tilbage til det virkelige liv fra det egentlige liv = levet liv. Glæden over samværet har været stor. Det skyldes ikke mindst din glæde og dit lyse sind. Det smitter af.
Jeg kan også konstatere, at der er sket en god og sund udvikling med mig siden jeg startede på pilgrimsvandringer. Før har jeg ind i mellem været bange for, at jeg skulle blive menneskesky, har været for genert etc., men jeg oplevede, da jeg forleden gennemgik Kristuskransen og bønnerne til de enkelte perler, at jeg følte det helt naturligt og ikke blev nervøs. Det var dejligt at opleve, at jeg godt kunne.
Endnu engang: Tak for vandringerne.
Pax et bonum.
Knus fra Hilda, 59 år
Pilgrimsvandring er kirkegang.
Kirkegang er at gå med Gud, at leve med Gud.
At se på mig selv med samme milde, kærlige og omsorgsfuldt tilgivende øjne, som Gud gør.
På denne måde bliver kirkegang det samme som ærlighed.
Kirkegang er også, at kirken, lige som Gud, går ud til de marginaliserede og stigmatiserede. Det er at gå ind og at gå ud.
Pilgrimsvandring er at være hos Gud, at være i Guds nærhed, uden andet formål end Guds nærhed. Uden arbjedsmarkedets effektivitetskrav, uden handlingsplaner, uden at være resultatorienteret, uden at kvlificere mig, uden at opspare afspadsering, uden resulatløn, uden at skulle holde flere bolde i luften på samme tid. Uden studiets pensum, uden mødetid, uden at noget er et projekt, uden at blive evalueret.
Det er bare ikke så nemt, som jeg havde troet.
Pilgrimsvandringen havde jeg forestillet mig som en retræte på vej og sti. Men der var ikke så meget stilhed som på en retræte. Den gode forskel, opdagede jeg, er, at mens jeg på en retræte godt kan blive grebet af trangen til at gøre noget, til at handle, til at ønske mig et andet sted hen, giver pilgrimsvandringen mig ikke andre muligheder end blot at være. Jeg handler jo allerede, jeg vandrer, jeg er på vej et andet sted hen.
Langsomheden, stilheden, friheden og enkelheden er velgørende for både kroppen, sjælen og ånden. Det giver plads til at nyde naturens skønhed med alle sanserne, tid til reflexion, og øvelse i beslutningen om ikke at reflektere og i stedet blot nyde, blot være.
Efter næsten tyve år med en kronisk ot tidligere dødelig sygdom har jeg lært ikke at bekymre mig, på trods af at der ellers ahr været og stadig kan være nok at være bekymret for. Men bekymringer er skyer, der kun efterlader mørke skygger, som jeg selv må vandre frysende i. Så bekymringsløsheden har jeg lært på min vandring gennem disse tyve år.
Jeg tog egentlig på pilgrimsvandring for at finde ensomhed, men det jeg fandt var et fællesskab - både med mine medvandrere i gruppen og med Gud. Ofte tænker jeg, når jeg bevidst søger ensomheden, at lige som når Jesus søgte ud i ørkenen for at være ene, fik han ikke lov at være ene, for Gud sendte sine engle for at passe på ham. På denne pilgrimsvandring var Guds engle dejligt konkrete, og de hedder Ole, Marianne, Aase, Elisabeth, Hilda.....
Preben 43 år

Jeg har været så glad for den vandring: samtalerne, stilheden, sommeren, den særlige fællesskabsfølelse der udspringer af et fælles åndeligt mål, den fælles frustration over alle journalisterne (- som i mine øjne blev håndteret meget smukt af jer alle og blev et slags eksempel for mig -). Jeg holder aldrig op med at forundres over hvor dejligt og ligetil det er, at møde mennesker indvendigt fra, hvor de daglige, sociale omgangsformer til dels er sat ud af spillet. TAK allesammen!
Kirsten, 52 år

Kære Elisabeth..
Tak for en dejlig vandring på Hærvejen,jeg nød meget at vandre, og vide at være sammen med jer andre, og samtiddig en følelse af at blive passet lidt på, lidt svært at forklare.. Jeg har været en del i naturen siden, eg er på vej ud i livet igen, men på en lidt anden måde, glæder mig mere over nuet, glæden ved at stå op hver dag, og bare være mere til stede.
Kærlig hilsen, Marit, 48 år

Kære Elisabeth ...... og pilgrimsgængere.
Tak for en rigtig dejlig tur. Turen var god af flere grunde. Elisabeth ledede turen både tilbagetrukket, nærværende og tydeligt. Pilgrimstanken kom til at stå i forgrunden, som det også er meningen. Præsten var "hånden bag" ...... på en dejlig og frisk måde. Holdet passede sammen. Der var åbenhed til alle sider, og vandringen blev taget alvorligt(også med store smil) i alle dens nuancer: bøn, gudstjeneste, stilletimen, når vejen ikke ville som kortet osv.
Første dag var hård. Hård på den måde, at alle sædvanerne og styringsmekanismerne stadig virkede, men de passer ikke til en vandring. Eks. "tid". Vi skulle jo i grunden ikke nå andet end at være til stede, ofte i stilhed. Så passer time'eren ikke rigtigt. Sanserne er til dagligt indstillet på alt og alt nyt fra hvert et hjørne. Her var ingen hjørner og intet nyt - ud over naturen og fuglene. Nu skulle hver sans bruges til det, de er skabt til. Registrere lige nu og fortælle, gi' oplivelse. Det tog første dag at omstille sig til "væren", lige her og nu og sammen med ni andre ikke særligt bekendte.
Anden dagen: så hurtigt går det åbenbart med at omstille sig. Da var morgenen morgen og fødderne kunne mærkes. Dejligt. Trods dagsregn, da var dagen dag og ikke i går eller i morgen. En god oplevelse atter at ha' rum og tid til blot at gå og være til. Klart stod det, at vi ikke gik alene. Pilgrimsfærd gå's ikke alene. Vi var ti + mere, som kun kan siges ved, at vi ikke var alene. Det kunne mærkes...... og det var godt. Tredje dagen: en skøn vandretur, der godt kunne vare endnu et par dage.
At opleve kirkedagene oveni var stort og lærerigt. Ej heller her var vi ca. 2000 deltagere alene. Der skabtes en sammenhæng, som også gjorde disse fire dage til noget særligt.
Nu er det hverdag med tidsti´mer osv. Det gør ikke noget. Det er også gode dage. men pilgrimsvalget var et godt valg og en god "pause" til genoplivelse.
Pilgrimsvandringen har sat sine spor. Det er dejligt. Fødderne tænker med på en ny møde. At ha' gået vejen og opdaget, at 25 km. pr. dag faktisk er mange gange 'en meter. Vandringen er lang og gir' tid og tanker, der sætter sig fastere i sindet, end den hurtige biltur, som er dagligdagen. Både min datter og jeg har fået et mindre "kick" ved at have deltaget. Hun har læst Pilgrimsbogen grundigt, sat gule streger ...... og renskrevet al det understregede ..... som en "det 'er vigtigt at huske på"! På den måde har vandringen gi'et nyt liv og mere luft. Derfor tak fra mig til dig, Elisabeth, ..... og til I andre!
Ha' en rigtig god sommer!
Hilsen Ole, 60 år