Åndelig vejledning

I England kaldes en åndelig vejleder: ”spiritual director” eller ”spiritual companion”. Dets latinske oprindelse betegner ”én, der spiser brød med!” - et smukt udtryk, der leder tankerne hen på den vidunderlige Emmaus-beretning fra Luk 24, 13-35. I USA kaldes den åndelige vejleder for ”spiritual guide” eller ”spiritual counselor”, mens hun eller han i Tyskland kaldes ”geistliche(r) Begleiter(in)”. Der findes flere metaforer for en åndelig vejleder: ven, hyrde, lærer, men for mig er den bedste betegnelse: ”en medvandrer på troens vej”. Altså ikke en guru, der finder de vise sten, men en hjælper, der selv er på vej.

Søren Kierkegaard siger et sted:” At bede er at ånde. Derfor er spørgsmålet om, hvorfor vi beder, et dumt spørgsmål. Hvis ikke vi trækker vejret, dør vi. Ikke at bede medfører åndelig død.” Alle har brug for en åndelig vejleder. Det vidste Martin Luther. Det ved Desmond Tutu. Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej.

Jeg har selv haft stor glæde af at modtage åndelig vejledning og har i en årrække tilbudt dette til andre.