Åndelig vejledning

Den moderne Nikodemus-tænkning, hvor mennesker kan være på tomandshånd med præsten synes at være en ny trend. Mange mennesker længes efter autentisk vejledning i relationen til Gud samt i egen bønspraksis. Inden for en dansk kirkelig horisont er åndelig vejledning mindre kendt, men den har lige som ”sjælesorg” (cura animarum) oprindelse i den ældste kirke og er derfor gennem en lang tradition integreret i kirkens praksis verden over. Kirkens svar på den stigende åndelige interesse kan bl.a. være åndelig vejledning samt den praksis af fordybelse i form af bøn, meditation og bibellæsning, som er knyttet hertil. Åndelig vejledning opstår, når et menneske søger Åndens vejledning gennem et andet menneske.
Bønstraditionen går helt tilbage til kristendommens begyndelse og blev holdt særlig levende i klostrene gennem åndelig vejledning. I sig selv er kristen spiritualitet økumenisk og sprænger kirkegrænserne.
Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej.

Som præst står jeg i forvejen til rådighed for samtale, sjælesorg og skriftemål, og det er naturligt at tilbyde åndelig vejledning, troshjælp til den enkelte og hjælp til at opdage, hvor Gud er nærværende i hans eller hendes liv. Inden et menneske kommer første gang, beder jeg vedkommende overveje, hvad deres dybeste længsel er. Og prøve at besvare spørgsmålet fra Bibelstedet, hvor Gud taler til os: Mk. 10,36: ”Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?" Jeg opfordrer m.a.o. til, at man prøver at formulere sine ønsker til Gud. Det bygger på ignatiansk tradition som hjælp til selv a) at erkende, hvor Gud er til stede i ens liv, b) at svare på Guds kald, c) at bedømme, hvad der er Guds vilje i ens liv. - Emnerne kan være: familiens fællesskab om troen, skyldfølelse, hjertets ensomhed, længslen efter at komme Gud nærmere, hjælp til et dagligt ritual, at få prikket hul på blufærdigheden og få hjælp til at bede og sætte ord på det med troen…

Augustin skriver et sted: ”Guds længsel er det levende menneske”. Længslen er altså det sted, hvor Gud og mennesker mødes. Åndelig vejledning handler således ikke om terapi, men om vores relation til Gud og at øve sig i en religiøs praksis. Man kunne kalde det troshjælp til indøvelse af kristen spiritualitet. Derfor opfordrer jeg folk til at bestræbe sig på at bruge ½- 1 time hver dag på bøn og stilhed. Det, der på godt gammeldags hedder fromhedsliv. D.v.s. focus er på den enkeltes Gudsforhold og bønspraksis.